Medlemsmøde om kommuneplan 2019

Medlemsmøde om kommuneplan 2019

10

okt.

Start: 10/10/2019 19:00 Slut: 10/10/2019 21:00

Sted: SKAAL

Adresse: Kultorvet 11, 1175 København K

"Skal man kunne bygge højere huse? Trænger København til flere grønne områder? Hvor kan vi lægge flere parkeringspladser? Og hvor kan københavnerne få flere badestrande?

Kommuneplan 2019 er nu sendt i offentlig høring, og københavnerne har frem til udgangen af oktober en enestående mulighed for at påvirke udviklingen af vores by i både omfang, højde og muligheder med kommentarer og forslag.

Kommuneplanen sætter retningen for, hvordan København skal udvikle sig over de næste 12 år. Hvor mange boliger, der skal bygges, hvor der skal bygges, hvor der skal være grønne arealer, hvordan vi vil bruge havneområderne osv.".

Citatet ovenfor er fra et nyligt indlæg af beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard i flere lokalblade, og det beskriver meget fint, hvor stor vigtighed kommuneplanen har for fremtidens København.

Som medlem af Venstre i København inviteres du derfor med til dette møde, som indledes med et overordnet oplæg om kommuneplanen af planchef Kenneth Horst Hansen fra Center for Byudvikling i kommunens økonomiforvaltning.

Der vil herefter være rig lejlighed til at drøfte indhold i - og ønsker til - kommuneplanen med blandt andet Flemming Steen Munch, der som bekendt er formand for Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen. Så her er din chance for at præge Venstres arbejde i de kommende måneders forhandlinger på rådhuset.

Og går du med en potentiel KV21-kandidat i maven, så må det næsten være et "must" at deltage i aftenen her!

Vil du forberede dig på indholdet af Kommuneplan 2019 inden mødet, så kan du læse meget mere på https://kp19.kk.dk/, hvor også selve forslaget ved navn "Verdensby med ansvar" kan findes.